England - mandag den 11. maj 2015
Cockermouth og Kirkstile Inn
Da jeg planlagde turen, havde jeg arrangeret det sådan, at hver anden dag skulle være en vandretur og hver anden en afslappende tur. Så i dag var der dømt en afslappende tur.
Vi kørte til Cockermouth, der ligger ca. 40 minutters kørsel fra Keswick. I Cockermouth ligger det lokale bryggeri Jennings, der bl.a. brygger en af vores favoritøl Sneck Lifter. Nu var det jo en drengetur, så drengene skulle på bryggeri! Vi kom til Cockermouth i god tid og slog tiden ihjel med en tur rundt i gaderne, før det blev middag og start på vores rundtur. Vi var de eneste på turen, så det var en eksklusiv rundvisning, der sluttede af med mulighed for at smage alle bryggeriets øl. Jeg dummede mig lidt i bestræbelserne på, at få et par hemmeligheder lokket ud af guiden. Jeg har nemlig ledt længe efter en opskrift på Sneck Lifteren, men har endnu ikke fundet den. Jeg havde stillet hende et par spørgsmål, der nok kunne lede hende på sporet af en håndbrygger. Så da jeg med påtaget ligegyldighed i stemmen spurgte hende: ”hvad er det, der giver Sneck Lifteren sin karakteristiske smag”, tænkte hun længe og gav et svar, som jeg ikke kunne bruge til noget. Men pyt, jeg havde fået flere tips med hjem og jeg noterede dem lystigt ned, så snart vi var tilbage i vores domicil.
Men inden vi kørte tilbage til Keswick, skulle vi besøge en kro, som har stået lysende klar i min erindring fra mit første besøg i Lake District. Den fornemme kro Kirkstile Inn ligger ude på landet. På kroen bryggede de deres eget øl og især deres Loweswater Gold huskede jeg som en fantastisk tørstslukker. Den måtte vi smage. Også selv om kroen ikke længere brygger øl. Det blev for populært og derfor har et bryggeri overtaget opgaven. Men øllet smagte lige så godt, som jeg erindrede. En frisk, lys ale – lidt i stil med en IPA med forholdsvis lav bitterhed og masser af aromahumle. Nu ved jeg, hvorfor Shu-bi-dua sang ”Nam Nam”.
Lasse styrede os med sikker hånd tilbage til Keswick og vi parkerede bilen og gik ned, for at spise aftensmad. Vi var vist enige om, at Bank Tavern godt kunne være maden bekendt og snart sad vi båset der igen. Vi var genkendt hos bartenderne og Jens Peter kunne næsten nøjes med ”det sædvanlige”. Bank Tavern trak også af en anden grund. Der var wifi-forbindelse. Den luksus havde vi ikke i vores hybel – og min telefon var stadig i stykker, selv om vi havde arbejdet ihærdigt, for at få den til at virke.
På vejen hjem fra aftensmaden bekendtgjorde Lasse, at han ville have en omgang Fish & Chips. Jens Peter lod sig overtale og snart sad de ellers godt mætte unge mænd og gnaskede i sig på torvet i Keswick – de var blevet godt og grundigt snydt, da de købte maden, for de betalte noget mere end prisskiltene viste…
Ved godt 22-tiden var det køjetid.
